Valg af spor på 10. årgang

Når du går i 10. klasse på DHE, skal du vælge mellem fire forskellige spor:

  • Design
  • Erhverv
  • Sprog
  • Science

På alle sporene har du seks timers undervisning pr. uge.

Målet er at hjælpe dig til at blive mere afklaret i forhold til dit valg af ungdomsuddannelse og evt. videreuddannelse. Derfor vil der også på alle sporene være samarbejde med og besøg på forskellige ungdomsuddannelser.

Design

Sporet Design henvender sig til dig, som ønsker at afprøve, hvad det vil sige at arbejde med idéudvikling og designprocesser, og som kunne have interesse i at vælge en kreativ videregående uddannelse. Design er for dig, der er glad for at tænke og arbejde kreativt.

Du vil komme til at arbejde med innovation, hvor du med fokus på at skabe værdi får lov til at opfinde eller nytænke eksisterende produkter. Du vil komme til at arbejde med entreprenørskab, hvor du skaber de ideer, som du har designet, og du vil komme til at arbejde med iværksætteri, hvor der er fokus på salg og markedsføring.

Du skal have mod på at prøve kræfter med kreativ idéudvikling både i lærerstillede og i frie opgaver, hvor der er mulighed for at føre dine egne idéer ud i livet.

Vi gør meget ud af at give dig lov til at arbejde med reelle problemstillinger, så dine designs i sidste ende kan få en funktion og være til gavn for andre. Hver opgave ender ud i en fremlæggelse, hvor du præsenterer dine skitser, modeller eller produkter for resten af holdet.

Sporet Design indeholder også kontakt til erhvervslivet og et samarbejde med HTX i Skjern, hvor du i 6 x 4 timer vil blive undervist af lærere fra HTX.

Erhverv

Sporet Erhverv henvender sig til dig, som ønsker en erhvervsfaglig uddannelse, og som er glad for at arbejde med hænderne.

Vælger du Erhverv, skal du vælge et af følgende spor:

- Bygge og anlæg

- Motor/metal

Ud over projekter i værkstederne på efterskolen kommer du hen over efteråret på Skjern Tekniske Skole, hvor du i 6 x 4 timer bliver undervist af lærere fra STS på de respektive ungdomsuddannelser.

Begge spor er delt op i fire moduler, hvor hvert modul afsluttes med en fremlæggelse/præsentation af et produkt, der har relevans for sporet og dine fremtidsplaner.

Sporet Erhverv indeholder også kontakt til erhvervslivet, undervisning i erhvervs teori og et afsluttende projektforløb med prøve, hvor du for alvor kommer ud over kanten og bliver klar til den kommende erhvervsuddannelse.

Sprog

Sporet Sprog henvender sig til dig, som interesserer dig for engelsk eller både engelsk og tysk, og som ønsker en gymnasial ungdomsuddannelse, hvor disse sproglige fag indgår.

Vælger du Sprog, skal du vælge et af følgende spor:

- Engelsk og tysk

- Engelsk og Cambridge-engelsk

På sporet med engelsk og tysk har du 2 timers engelsk og 4 timers tysk pr. uge. Da alle elever har 3 timers obligatorisk engelsk pr. uge, får du sammenlagt 5 timers engelsk, hvis du vælger dette spor. Tysk er ikke et obligatorisk fag i 10. klasse på Dhe - det er et tilvalgsfag, som vælges med dette spor eller som valgfag. Året afsluttes med FP10-prøven i tysk og engelsk - begge fag både mundtligt og skriftligt.

På sporet med engelsk og Cambridge-engelsk har du 2 timers engelsk og 4 timers Cambridge-engelsk pr. uge. Det samme gør sig gældende på dette spor - du får sammenlagt 5 timers engelsk pr. uge. Derudover får du 4 timers Cambridge-engelsk. Cambridge-eksamenerne er anerkendt i hele verden, og de er sprogligt adgangsgivende til mange engelske og amerikanske universiteter. Året afsluttes med FP10-prøven i engelsk både mundtligt og skriftligt og med Cambridge English Qualifications både mundtligt og skriftligt.

På sporet Sprog vil du komme til at arbejde med de engelsktalende eller både de engelsktalende og tysktalende samfund. Der vil være stor fokus på projektorienteret arbejde i grupper og på mundtlige fremlæggelser. Derudover vil der være tid til at dykke ned i dine grammatiske udfordringer.

Du vil også få mulighed for at stifte bekendtskab med engelsk eller både engelsk og tysk på gymnasialt niveau, når du hen over efteråret besøger HTX i Skjern. I 6 x 4 timer vil du blive undervist af lærere fra HTX.

Science

Sporet Science henvender sig til dig, som interesserer dig for de naturvidenskabelige fag, og som evt.  ønsker en ungdomsuddannelse, hvor disse fag indgår.

Hovedfagene i Science er matematik og fysik/kemi, men du får også undervisning i programmering, 3d-print, robotteknologi, app udvikling og opbygning af hjemmesider.

Da alle elever i 10. kl. har 4 timers obligatorisk matematik pr. uge, får du mange uger ca. 7 timers matematik ugentligt, hvis du vælger Science.

Fysik/kemi er ikke et obligatorisk fag i 10. klasse på Dhe - det er et tilvalgsfag, som vælges med dette spor eller som valgfag. Der er ikke FP10-prøve i fysik/kemi i science sporet. Ønsker du at aflægge FP10-prøve i fysik/kemi, skal du vælge det som valgfag.

Undervisningen i både matematik og fysik/kemi er projektorienteret og temabaseret.

I løbet efteråret samarbejdes der med Skjern Teknisk Skole (STS). I 6 x 4 timer vil du blive undervist af lærere fra STS og du vil få lov at arbejde med bl.a. programmering, app udvikling, hjemmesider, robotteknologi og 3d print. Også i den øvrige undervisning, vil vi jævnligt gøre brug af STS´s faciliteter og specifikke viden.

Året afsluttes med en særlig tilrettelagt prøve.

Science sporet lægger op til en uddannelse på enten EUD, EUX, STX eller HTX.

Man er en stor familie heroppe! Alle kan snakke med hinanden
Patrick – 10. klasse
Se mere her